27 October, 2009

LivsMønstre - Cirklen del I

Dette er en fortsættelse af mine to tidligere indlæg: LivsMønstre og LivsMønstre - Indledning. I dette tredie indlæg om bogen LivsMønstre (org. titel "A Passionate Life") vil jeg gennemgå Cirklen.

I livet oplever vi en masse øjeblikke. Nogle (få?) har vi selv indflydelse på, langt størstedelen har vi ikke. Men Gud har indflydelse på alle disse øjeblikke. Og vi har indflydelse på, hvad vi får ud af alle vore øjeblikke, hvad enten de er positive eller negative oplevelser.

Hvis du tænker tilbage i livet hvor har du lært mest, ændret dit liv mest? Når du oplevede noget svært eller negativt, eller når du oplevede noget positivt? Eller kører det bare derudaf for dig?

De fleste bevæger sig længst, når de oplever noget, der sætter et skel i deres liv. Og oftest er det de negative oplevelser, der lærer os mest. I Jesu tid var der to ord for tid i det sprog man oftest brugte, Græsk. Ordene var 'Chronos' og 'Kairos'. Chronos er den kronologiske tid, den vi planlægger vores tid efter; "kl. 7 - Stå op, kl. 7.30 - Ud af døren, Kl. 8 - møde på job, kl. 16 - fyraften, kl 18 - aftensmad, kl. 19.30 forældremøde, etc". Kairos er et øjeblik, der definerer en positiv eller negativ oplevelse. Det kan aldrig være et ligegyldigt øjeblik.

Når vi oplever et Kairos øjeblik kan vi vælge en af to veje; enten fortsætter vi som om intet er hændt og gemmer/glemmer de følelser vi oplevede i øjeblikket. Eller vi kan vælge at bearbejde det. Her er det, at Cirklen kommer ind i billedet.

Hvis du vælger at gå ind i en proces, der bearbejder din oplevelse, begivenheden, kan du gå ind i cirklen. Her er 6 skridt at gå igennem, delt i to dele: Omvendelse (Observation, Refleksion og Drøftelse) og Tro (Planlægnin, Ansvarligholdelse og Handling).

Hvorfor forandring?
Men hvorfor vil vi tage bøvlet med at forandre os? Hvorfor tage kampen op mod de kedelige oplevelser? Når vi bliver født har vi mod på livet og har eventyrlyst. Men efterhånden som vi får nederlag, vælger vi at trække os tilbage og prøver at undgå de negative oplevelser. Men det får os til at trække os fra livet og bare være for os selv - på den måde kan vi kontrollere mest muligt.

26 October, 2009

LivsMønstre - Indledning

Dette er min første blog om bogen "LivsMønstre" af Mike Breen og Walt Kallestad. Jeg læser i den danske oversættelse af Nikolaj Kjærby Johansen. Bogen er udgivet i samarbejde med SALT (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi - www.salt-akademi.dk).

Dette blog-indlæg handler om "indledningen" af bogen, dvs. selve indledningen og kapitlerne 1 og 2.

I indledningen fortæller Mike Breen om en oplevelse han havde sammen med sin familie i et helsecenter. Hans kone og døtre nød og gjorde brug af hele centerets arsenal af "torturinstrumenter" og brugte stedet fuldt ud, mens han nøjedes med Spa-badet, hvilket for ham var fuld valuta for medlemskontigentet.

Men hans døtre ville gerne introducere ham til Solbruseren. Han er en god far og giver det en chance, men får ikke rigtigt noget ud af det. Døtrene spørger begejstret om hvad han får ud af det, men han er ærlig og siger, at han ikke rigtigt har fået noget ud af solbruseren. Men døtrene giver ikke op, og efter 3 ugers besøg med ligeså mange forsøg i solbruseren går det op for ham, at han har stået i omklædningsrummet, og ikke har fundet vej ind til selve solbruseren.

Mike Breen bruger denne oplevelse til at spørge læseren - os - om det er den måde, at vi har prøvet at være kristne på - har vi stået i omklædningsrummet i fuldt "spilledragt", men aldrig fundet ud af omklædningsrummet og tænkt "var det det"?

Vi kommer meget hurtigt ind i et mønster, hvor livets omstændigheder tager over, og livet bliver en rutine og hvor den rutine styrer os. Måske er vi fuldt optaget af "gode formål" og "gode tjenester", men er ved at være udmattede, fordi vi arbejder og lever på egen kraft, uden af reflektere over det, vi oplever.

I Mattæus siger Jesus "Kom til mig, alle I, som er trætte og tynget ned af byrder - og jeg vil give jer hvile. Tag imod det åg, som jeg lægger på jer, og tag ved lære af mig, for jeg er ydmyg og selvopofrende. Så vil I finde ro i sjælen." (Matt 11:28-29 - Bibelen på hverdagsdansk)

Jesus var radikal og revolutionær i forhold til sin samtid. Han kendte til livet omkring ham, men stillede kvalificerede spørgsmål til det. Samtidig passede han ikke ind i de roller, som hans samtid havde opfattelsen af, hvad Messias skulle være. Måske er det derfor, at jøderne ikke anerkendte ham som Guds Søn (min egen refleksion, Red).

For at være kristne i dag skal vi følge hans eksempel, at være radikal og revolutionær. Men ikke for radikalitetens eller revolutionens skyld. Ikke for at melde os ud af den verden, vi lever i. Ikke for at være skilt fra den. Men for at tjene den. I Jesu ånd. I Jesu kærlighed.

Det er ikke nogen deltidsbeskæftigelse. Jesus levede ikke et halvdags-liv. Han havde ikke et deltidsjob. Han levede 24/7 i sin tjeneste.

Discipel = Superkristen?
"Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen, Sønnen og Helligånden" (Matt 28, 19 - Bibelen på hverdagsdansk).

Så skal vi alle være en kopi af Jesus, en superkristen, der dør som 33-årig, aldrig bliver gift, aldrig får et job? Nej! Gud har givet Dig - og mig - et liv at leve blandt andre mennesker. Og han har givet os evner og gaver til at tjene vores medmennesker, for at vi alle kan få et bedre, friere liv, hvor vi ikke er bundet af, hvad andre mener, vi skal gøre.

Målestokken for hvad det rigtige liv er, tilhører Gud og er i Jesu hånd. Den hånd, der blev gennemboret af en nagle for din og min skyld. Ikke at vi skal føle os skyldige over det. Se kærligheden i ofret og handl selv i samme kærlighed over for vore medmennesker.

Hvorfor Livsmønstre?
Hvis du er gammel nok til at huske hvordan livet var før vi fik mobiltelefoner med telefonbøger kan du måske genkende, at du dengang kendte dine venner og families telefonnumre i hovedet. I dag kan vi knap nok huske vores eget nummer!

Med udviklingen i teknologien har vi fået flere og flere informationer til rådighed. Og i takt med det, har vi måttet udvikle hjælpemidler for at kunne overskue al den information. Hvilket i sig selv er godt. Men det har desværre betydet, at vi har opgivet evnen til at lagre mange informationer, og måske i langt højere grad, evnen til at trække dem frem igen. Derfor benytter vi os i langt højere grad af visuelle hints for at huske og genkalde informationer.

Næste indlæg i LivsMønstre serien: Cirklen
Det første LivsMønster vi skal se på er Cirklen. Den kan du læse mere om i det næste indlæg i denne serie om LivsMønstre.

LivsMønstre

For de af jer, der ikke går meget op i kristendom eller kristenliv, og måske endda går uden om det bevidst har jeg en lille udfordring til dig. Dette blog-indlæg samt nogle fremtidige, handler om det at være kristen på en måde, der får os som kristne til at relatere til den ikke-kristne verden på en ny måde. Selvom du måske tænker, "Kristendom, det lyder kedeligt", eller endda "Lad mig komme væk", så vil jeg gerne udfordre dig til at læse disse blogs. Og hvis du vil springe over dem, men stadig læse mine andre blogs, så vil alle disse blogs have titlen "LivsMønstre" i sig.

Vi har i vores cellegruppe i kirken taget fat på bogen "LivsMønstre" af Mike Breen og Walt Kallestad (originaltitel: "A Passionate Life"). I denne bog præsenterer Mike Breen og Walt Kallestad ideen on LivsMønstre (på engelsk: "LifeShapes". Indtil videre har vi arbejdet med den ved at vores cellegruppeleder (der iøvrigt er fruen i præsteparret (dvs de er begge ledere i i gruppen :-)) har læst bogen og har haft 2-3 gange, hvor hun har gennemgået noget af bogen, men uden jeg har haft lejlighed til at læse bogen selv. Hun har bearbejdet og videregivet "Cirklen", og vi har så talt og reflekteret over hendes oplæg i gruppen.

Nu er det mig, der har ansvaret for oplægget til næste gang og har lånt bogen og ledervejledningen, og jeg syntes, at det var den rigtige lejlighed til rent faktisk at læse bogen, eller ihvertfald så meget, jeg kan nå, inden jeg skal aflevere den igen. Også selvom jeg "kun" skal have oplægget om trekanten.

Jeg vil dele mine tanker om bogen løbende, som jeg læser den. Jeg håber at kunne nå lidt længere end bare "Cirklen" og "Trekanten" inden jeg skal aflevere bogen igen. Jeg overvejer dog stærkt, om ikke bogen skal købes, så vi har den permanent. Mine indlæg om "LivsMønstre" vil hovedsagligt komme til at ligge på denne (danske) blog, men der kan også forekomme indlæg på JanHolbo og Jan's Theoughts (på engelsk). På alle tre blogs vil de blive labeled med LifeShapes som minimum, den danske blog naturligvis også med LivsMønstre.

De følgende indlæg (hvor ingen er skrevet inden jeg postede dette) vil måske blive skrevet flere samme dag, men der vil højst komme et post på denne blog om dagen - andre vil blive sat til at blive publiceret de(n) følgende dag(e). Der kan dog komme sekundære blogs på de to ovennævnte engelske blogs.