30 May, 2009

Pottetræningen lykkedes!

Som forældre er vi som oftest stolte over vores børn. Vi glæder os, når de lærer noget (nyttigt) nyt og specielt når de bruger det på den rigtige måde og i den rigtige kontekst.

Det gælder naturligvis også Carolyne og jeg!

Og dermed er vi fremme ved baggrunden for dette blog-indlæg: Isaac kan nu selv gå på potte/toilet.

Vi har flere gange påbegyndt pottetræningen - sammen med hans skole - men har måttet opgive pga forskellige omvæltninger i vores og hans liv, sidst i forbindelse med flytningen til det nye hus.

Men nu er det lykkedes! Isaac kommer og siger, når han skal på toilet både i skolen og herhjemme. Faktisk klarede han selv at tage sin ble af her til morgen(han har stadig ble på om natten), sætte sig på potten og tisse, for til sidst at hælde indholdet af potten i toilettet og skylle (dvs han forsøgte at skylle - vi har toiletter af den engelske type og de er svære for sådan en lille knægt).

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved hvornår børn burde selv kunne gå på potten, men vi er ihvertfald stolte af vores lille dreng, der nu kan selv!

25 May, 2009

Gospel Dans i Kampala Korps

5 piger fra Kampala Korps danser Gospel Dans til Gudstjenesten denne søndag.

Home of Joy viser drama

Børnene fra Frelsens Hærs hjem for fysisk handicappede børn, Home of Joy fremfører et dramastykke, der viser, at ikke alle har råd til at betale deres skolepenge.

Men de snakker med en mand, der som barn end ikke havde et sted at bo, men som med Guds hjælp og hårdt arbejde har et sted at bo.

01 May, 2009

En udviklingsarbejders udvikling.

Som dansker bosat i udlandet får man ofte et mere nuanceret og bredere syn på det at være dansk. Man får udvidet sin horisont både om verden omkring os, og om Danmark og den måde, vi forholder os til os selv og andre.

Min egen oplevelse er, at man opdager ting i etaper, udvikler sig i etaper. I begyndelse var det næsten kun oplevelser af 'sådan gør vi det ikke hjemme/i Danmark', et enøjet og uoplyst syn mod det, der er anderledes.

Ligesåstille går det dog op for mig, at jeg dømmer mennesker på baggrund af mine værdier. Jeg tager mit udgangspunkt i, at min verden er den udviklede og oplyste, og at den er bedre end den uudviklede tredje verden.

Jeg undrer mig stadig over, 'hvorfor gør de tingene på denne måde', men er nu klar over, om end forsinket, at jeg dybest set ikke har basis for at kunne dømme eller bedømme nogen.

Det er mit håb, at jeg kan udvikle mig yderligere så jeg ikke ligger mit verdenssyn højere end andres. Umiddelbart ser jeg to udviklingstrin mere foran mig.

På næste trin håber jeg, at jeg ikke længere undrer mig over, hvorfor man ikke gør tingene som hjemme, men blot er åben og nysgerrig overfor hvordan problemer løses.

Sidste trin skulle gerne være, at jeg kan iagtage samfundet og så sammen med andre lave en løsning, der kan gennemføres på lokale vilkår og samtidigt udvikler lokalsamfundet og den enkelte.

Vi glemmer nemt som udviklingsarbejdere, at vi også kan lære af de lokale. Mange ting er glemt i det højteknologiske danske samfund.

Selvom vi har et af de største sociale budgetter, og bruger mange penge på pasning af syge, svage og udsatte mennesker, unge som ældre, så har vi glemt hvordan man tager sig af andre. De bliver passet, men ikke passet på. De bliver opbevaret, ikke integreret i samfundet.