05 June, 2009

Grundlovsdag fejret i Kampala, Uganda

I dag fejrer vi 160 års jubilæet for Danmarks Riges Grundlov.

For mange en kærkommen fridag hvor man kan nyde den spirende sommer. Det er også Fars Dag og en god anledning til at finde grillen frem og hygge sig i familie og venners lag.

Eller man kan tage til Grundlovsmøder rundt om i landet. Alle politikere (næsten) er af huse for at lufte deres tanker om dagens og fremtidens Danmark.

Men vi er ikke i Danmark og mange af de emner, der tales om hjemme er enten uaktuelle eller helt omvendte hernede.

Østafrika har ikke recession (endnu ihvertfald) men har haft en økonomisk vækst på 5.5 procent, i Uganda på 6 procent i 2008.

Indvandrere er (normalt) ikke et problem - mange af dem bringer penge med ind og deltager ofte positivt i økonomien.

Her er emner som HIV/AIDS, korruption og demokrati på alle planer vigtige Og det bringer os så tilbage til Grundloven af 1849.

Det var gennem den, at Danmarks styreform skiftede fra absolut monarki til konstitutionelt monarki. Herved fik menigmand adgang til Demokratiet, det var ikke længere kun forbeholdt landejerne. Og det var gennem revideringen af Grundloven i 1915 at også kvinderne fik valg- og stemmeret.

Formelt set er regenten stadig vores statsoverhoved. Regenten ansætter og afsætter alle ministre inklusiv regeringsoverhovedet, statsministeren. Og det er Regenten, der, gennem sin underskrift, godkender landets love.

Men Regenten, lige nu Hendes Majestæt Dronning Margethe, er nu i realiteten en Ambassadør for Danmark, mere end noget andet. Og, efter min mening, en ganske god ambassadør.

Så som Dansker, der nu lever i et fremmedt land, er jeg stolt af mit lands fortid og af de, som kæmpede for at skabe og fastholde det demokrati, vi nyder godt af.

Og jeg er også stolt af, ikke at holde fast på disse værdier og skikke gennem en nationalisme, der forsøger sig som et bolværk mod alle fremmede - mennesker som kulturer.

Men som en person og et samfund, der på samme tid gerne vil dele dets værdier og ideer og samtidig lade de samfund og mennesker, de gerne vil dele med, lade sig inspirere sig af vores demokrati og dets kulturer frem for at påtvinge det uden respekt for den lokale kultur, dens historie og særpræg.

Længe leve Grundloven! Længe leve det samfund og demokrati den på samme tid er født ud af og grundlag for. Og længe leve friheden til at vælge!